Baggrund
Den historiske baggrund for den pædagogiske
diplomuddannelse i "De frie skolers tradition og
pædagogik".
Den nye akkrediterede PD uddannelse har en forgænger i en
forsøgsuddannelse med samme titel, som Den Frie Lærerskole siden
2003 har udbudt i samarbejde med Skårup Seminarium. Det er dette
samarbejde, der nu fra 2009 - efter Skårup Seminariums indtræden i
CVU Lillebælt - fortsættes mellem Den Frie Lærerskole og det
nydannede University College Lillebælts Efter- og
videreuddannelse.
Diplomuddannelsen er blevet akkrediteret i det nye
akkrediteringssystem, som Danmarks Evalueringsinstitut står for, og
den er således løftet fra forsøgsuddannelse til permanent godkendt
uddannelse og indgår i rækken af pædagogiske diplomuddannelser
under en fælles bekendtgørelse og et nationalt beskikket
censorkorps.
Betegnelsen "De frie skolers tradition og pædagogik" antyder
uddannelsens brede sigte. Det er ikke kun pædagogik, metodik,
didaktik, fag og faglig indlæring. Det handler i lige så høj grad
om det pædagogiske og filosofiske grundsyn, skole- og menneskesyn,
værdier, ritualer, traditioner, sprog og sangkultur som forbindes
med den frie skoletradition.
Hvorfor en diplomuddannelse i de frie skolers tradition og
pædagogik?
I erkendelsen af moderniteten, markante opbrud i den frie
skoleverden, nye generationer af børn, forældre og lærere er der i
dag et ganske særligt behov for at se de frie skoletanker i lyset
af moderne pædagogisk tænkning og forskning for at afklare og
videreudvikle den frie skoletradition.
Tilgangen til og indholdet i denne diplomuddannelse bygger bl.a.
på inspirationen fra Grundtvig og Kold, og det livssyn der ligger
til grund herfor. Hvordan er denne tradition og pædagogik blevet
forstået og organiseret i de frie skoler? Hvordan kan den forstås
og praktiseres i dag? Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi
laver uddannelsesplanlægning og holder skole for børn, unge og
voksne i begyndelsen af det 21. århundrede?
Traditioner udfordres
At være rundet af en tradition er ikke det samme som at være
traditionsbærer og traditionsbunden. De frie skoler er ikke kun
Grundtvig og Kold. Denne diplomuddannelse vil netop have en
blanding af en nutidig tilgang til historien og en historisk
tilgang til nutiden. Udfordre selvforståelsen og den indforståede
diskurs med de langtidsparkerede holdninger. Derved fremmes en
forståelse for, at gøre det moderne liv til et godt grundlag for
lærergerningen og mødet med børn, unge og voksne i de frie skoler.
Til forståelse og nyfortolkning af det moderne liv, vil vi også
inddrage andre pædagogiske tænkere og ideer, der kan virke
frugtbart ind på det nutidige skolearbejde, og medvirke til
forståelse af nye virkelighedsopfattelser og
formidlingsformer.
Uddannelsen vil bevæge sig indenfor de idemæssige, historiske og
pædagogiske rum, der tegnes af de frie skoleformer: friskolen,
private grundskoler, efterskolen, højskolen, husholdnings- og
håndarbejdsskolerne samt lilleskolerne.
Skolekultur
Fri skole er meget mere end blot ideer og fagligt arbejde. Hele
skolekulturen og kostskolemiljøet spiller med og vil blive
behandlet. Det gælder ledelse og samarbejde, faglige
problemstillinger, forholdet mellem skolen og hjemmet, de frie
skolers organisatoriske forhold og forholdet til statsmagten,
medborgerskabs aspektet og den folkelige oplysning i det globale
perspektiv, den særlige mulighed for vejledning i kostskolemiljøet,
etc.
Se endvidere målsætningen for denne diplomuddannelse og
målsætningen for de enkelte moduler i uddannelsen.