Forstanderens funktionsbeskrivelse
Hovedprincipper for
ansvarsfordeling
a) Styrelsen har det overordnede økonomiske ansvar for skolens
virke. Den udøver sit ansvar i samråd og samarbejde med forstander
og forretningsfører, der er ansvarlige for at tilvejebringe
fyldestgørende beslutningsgrundlag for styrelsen.
b) Forstanderen har under ansvar over for styrelsen den daglige
ledelse og det pædagogiske ansvar. Det praktiske arbejde vedr.
administration og økonomi udføres af forretningsføreren.
Stk. 2. Udøvelsen af det økonomiske og pædagogiske ansvar for
skolens virke skal tilgodese fundatsens bestemmelser herom, de
overordnede retningslinier, som tillidsmandskreds og styrelse
afstikker, samt de interne samarbejdsforhold, som er fastsat i de
respektive forretningsordner.
Stk. 3. Under henvisning til den i stk. 1 anførte ansvarsfordeling
er parterne forpligtet til at udvise gensidig loyalitet og
samarbejdsvilje i de pædagogiske, økonomiske og andre skolen
vedkommende forhold i erkendelse af, at ansvarsområderne er
indbyrdes afhængige.
Stk. 4. Parterne har gensidig ret og pligt til orientering om
forhold af betydning for varetagelsen af ansvarsområderne.
Forstanderen har adgang til uden stemmeret at deltage i styrelsens
møder.
Udøvelse af det pædagogiske
ansvar
a) Forstanderen tegner med sin person DfL udadtil. Det er en
selvfølge, at de frie skolers position til stadighed er på
dagsordenen.
b) Forstanderen varetager den daglige pædagogiske ledelse af
skolen.
c) Lærerrådet og fællesmødet deltager i arbejdet med den
kompetence, der til enhver tid er fastlagt i disses respektive
forretningsordner.
d) Forstanderen er ansvarlig for, at der for undervisningsåret
udarbejdes en tjenestetidsplan, en aftale om fordeling af
undervisningstid samt tid og art af pædagogisk-administrativt
arbejde.
e) Forstanderen ansætter og afskediger personalet i
overensstemmelse med den gældende fundats.
f) Forstanderen tilrettelægger og varetager den nødvendige
administration til gennemførelse af hans ansvars- og
arbejdsområder.
g) Det påhviler forstanderen løbende at holde styrelsen
underrettet om det faglige arbejde på skolen.
h) Forstanderen er styrelsens repræsentant over for lærerkollegiet
og skolens øvrige personale. Alle henvendelser til og fra styrelsen
af betydning for skolen og dens personale skal normalt publiceres
eller effektueres gennem forstanderen.
Udøvelse af det
økonomisk-administrative ansvar
a) Forstanderen varetager den økonomiske og administrative
ledelse efter de af styrelsen godkendte retningslinier. Den
praktiske del varetages af forretningsføreren.
b) I samråd med forretningsføreren orienterer forstanderen
styrelsen om skolens behov for personale, lokaler, inventar,
undervisningsmaterialer m.v. Overordnet sker dette gennem skolens
årsbudget, som tilvejebringes af forstander/forretningsfører som
forslag til styrelsen.
c) Forstanderen bemyndiges til at afholde de med skolens drift
fornødne udgifter samt til at indgå rimelige forpligtelser for
skolen - alt inden for rammerne af det af styrelsen godkendte
budget og/eller tilsvarende bemyndigelser samt den gældende
institutionsinstruks.
d) Servicegruppen deltager i arbejdet med den kompetence, der til
enhver tid er fastlagt i dennes forretningsorden.
e) Ansvaret for overholdelsen af de i "Lov om Centre for
Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for
videregående uddannelser m.v." og de hertil knyttede tilskuds- og
regnskabsbestemmelser påhviler iflg. loven styrelsen. Det påhviler
dog forstanderen i samarbejde med forretningsføreren at underrette
styrelsen om skolens faktiske forhold i relation hertil og at
tilvejebringe de til tilskudsberegningen nødvendige oplysninger, og
at drage omsorg for rettidig indsendelse af alle indberetninger,
tilskudsskemaer m.v.
f) Forstander er ansvarlig for, at lønberegning for skolens
personale sker efter de herom gældende regler og aftaler.
g) Udøvelsen af de anførte ansvarsfunktioner vedr. administration
m.v. kan af forstanderen - på dennes vegne og under dennes ansvar -
delegeres til det pædagogiske personale eller til personale antaget
til at varetage disse specielle funktioner.