Forretningsførerens funktionsbeskrivelse
Forretningsføreren som del af ledelsen
på DFL
Forretningsføreren udgør sammen med forstanderen den daglige
ledelse på Den frie Lærerskole.
Forretningsføreren og forstanderen er derfor hinandens nærmeste
medarbejdere, og gensidigt i forhold til hver deres funktion
hinandens sparringspartnere. Forretningsføreren har - under ansvar
over for forstanderen - det daglige overordnede ledelsesansvar for
køkken-, rengørings- og pedelområde samt kontor og bibliotek
(TAP-området). Dette ledelsesansvar udøver han bl.a. gennem sit
formandskab for Praktisk Koordineringsudvalg, Bygnings- og
Lokaleudvalget og Sikkerhedsudvalget samt ved medlemskab på A-siden
i Samarbejdsudvalget og deltagelse i Lærerådsmøder og
Styrelsesmøder.
Ledelsesansvaret omfatter ud over beslutningstagning i sager
vedrørende TAP-området også personalepleje (herunder medarbejdernes
faglige udvikling) og ansvar for iværksættelse af idéudvikling
inden for arbejdet på de enkelte områder.
Forstanderen har det overordnede personaleansvar for alle
ansatte på DfL, idet han i henhold til skolens fundats formelt er
ansættende myndighed for hele personalet. I praksis tages den
endelige beslutning om ansættelse af personale i køkken- og
rengøringsområdet af køkkenlederen i samråd med forretningsføreren.
På kontorområdet tager forretningsføreren alene den endelige
beslutning om nyansættelser, mens det på pedelområdet og på
biblioteket sker i et samråd mellem forretningsfører og
forstander.
Forstanderes udøvelse af sit personaleansvar på TAP-området sker
i tæt samarbejde med forretningsføreren - jf. ovenstående om dennes
ansvar for områdets personalepleje.
Forretningsføreren som forstanderens
stedfortræder
Forretningsføreren er forstanderens stedfortræder. Dette
betyder, at forretningsføreren i situationer, hvor forstanderen på
grund af fravær ikke kan udøve sin beslutningskompetence, kan
overtage denne kompetence. Beslutninger truffet af
forretningsføreren som stedfortræder for forstanderen sker under
ansvar over for styrelsen, sådan som dette ansvar er beskrevet i
tillæg til forstanderkontrakten af 29. november 2001.
Forretningsføreren som stedfortræder for forstanderen skal inden
han træffer beslutning i sager, der direkte vedrører
læreruddannelsens indhold, rådføre sig med lærerrådsformanden.
I tilfælde af forstanderens længerevarende fravær (over 4 uger)
tager styrelsen beslutning om, i hvilket omfang indholdet af
forretningsførerens stedfortræderkompetence evt. skal omdefineres i
forhold til ovenstående.