Studieordning
(gældende fra studieåret 2008/09)
Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole (DFL) er lovmæssigt fæstet
i § 35 i Lov om professionshøjskoler for videregående
uddannelser. DFL får taxametertilskud pr. studenterårsværk fra
staten i lighed med læreruddannelserne på professionshøjskolerne.
De studerende på DFL oppebærer SU efter samme regler som andre
studerende på mellemlange videregående uddannelser.
DFL er ikke underlagt en centralt given uddannelsesbekendtgørelse
men udarbejder og beslutter selv sin studieordning - herunder
fagbeskrivelsen i de enkelte fag og indholdet af undervisningen i
det hele taget. Indholdsbestemmelsen sker i lyset af, at DFL
primært uddanner lærere til de frie skoler (friskoler,
efterskoler og højskoler samt husholdnings- og håndarbejdsskoler)
og opfatter sig som en del af den grundtvig-koldske
skoletradition.
Der afholdes ikke eksaminer på DFL. Uddannelsens kvalitet og de
studerendes udbytte af studiet sikres og vurderes i stedet gennem
et omfattende, lovbestemt kvalitetssikrings- og
resultatvurderingssystem.
Den 5-årige studietid på DFL er opdelt i tre perioder: en
underbygning på 2 år, 1 år med undervisningspraktik i en skole
eller anden form for undervisningsinstitution og en overbygning på
2 år. DFLs læreruddannelse omfatter fire uddannelsesdele:en
faglig-didaktisk del (undervisningsplanen), en
folkestyredel, en højskoledel og en
praktikdel.
Undervisningsplanen
Undervisningsplanen omfatter fire faggrupper:
1. Fællesfag
som består af: temaforløb mhp. udvikling af
de studerendes personlige professionsidentitet (temaerne er:
tanken, fællesskabet, balancen, sproget (tidligere fagene religion,
historie, naturfag og dansk)), samarbejde og
kommunikation,fortælling samt pædagogik og
psykologi. (fællesfagene er obligatoriske for alle
studerende)
2. Linjefag
som består af: dansk, matematik, historie/samfundsfag, religion,
engelsk, tysk, fysik/kemi, naturfag, friluftsliv, drama, medie,
musik, idræt, formning/billedkunst og håndværk.
(hver studerende skal vælge 4 linjefag)
3. Valgfag
som består af: tværfaglig musik, svømning, seksualundervisning,
aktivt medborgerskab, filosofisk metode, basis IT, æstetiske
læreprocesser, grammatik, skriftlig fremstilling og
udendørspædagogik. Derudover tilbydes de studerende fire
målgrupperettede didaktik-forløb: undervisning af børn,
undervisning af unge, undervisning af voksne og undervisning af
elever med særlige behov. (hver studerende skal vælge mindst 1 af
de målgrupperettede didaktikforløb).
4. Særlige
undervisningsforløb
som består af:
- et tre ugers introduktionsforløb
- i de tre første uger af 1. årgangs studieår sættes fokus på
læreruddannelse, studieteknik, lærerarbejdet de frie skoler og den
grundtvig-koldske skoletradition
- fire faguger
- hvert år udbydes i en bestemt uge en række forskellige
faglige temaer eller studierejser, som de studerende deltager i på
tværs af årgangene.
- fire ugers projektperiode
- i denne periode på 2. årgang arbejder de studerende eksemplarisk
med projektarbejde som undervisningsform.
- speciale
- i hele sidste semester på 5. årgang arbejder de studerende i
grupper med et selvvalgt didaktisk emne i relation til et eller
flere af deres linjefag. Specialet skal munde ud i en
specialerapport, en fremlæggelse af arbejdet overfor en ekstern
opponent, et skriftligt produkt (artikel, undervisningsmateriale
el.lign.) samt tilrettelæggelse og gennemførelse af en uges
undervisning inden for specialets fagområde af medstuderende på de
yngre årgange.
- to ugeopgaver
- på 1. og 2. årgang afleveres en skriftlig opgave om et
selvvalgt undervisningsrelateret emne
- faglig hovedopgave
- på 4. årgang afleverer den studerende en større, skriftlig,
faglig opgave som skal tage udgangspunkt i et af de linjefag, den
studerende har valgt.
(de særlige undervisningsforløb er obligatoriske for alle
studerende)
Timetal og placering i uddannelsen af de forskellige faggrupper
fremgår af denne
oversigt.
DFL udarbejder og beslutter som sagt selv sin fagbeskrivelse i de
enkelte fag og særlige undervisningsforløb. Fagbeskrivelserne kan
læses her på siden.
De øvrige uddannelsesdele
DFLs læreruddannelse består, ud over ovenstående
faglig-didaktiske del, desuden af tre yderligere uddannelsesdele:
folkestyre, højskoleliv og praktik.
Disse uddannelsesdele kan beskrives således:
- folkestyre
- gennem obligatorisk deltagelse i stormøder, årgangsmøder og
udvalgsarbejde opøves de studerende i demokratisk deltagelse og
beslutningstagen
- højskoleliv
- gennem krav om hver årgangs årlige planlægning, gennemførelse og
evaluering af et større socialt arrangement på institutionen lærer
de studerende at tilrettelægge, lede og gennemføre sociale
arrangementer og events i deres senere undervisningsarbejde.
- praktik
- de studerende er i undervisningspraktik i tre uger på 1. årgang,
tre uger på 2. årgang og ét år på 3. årgang. Under årspraktikken på
3. årgang er den studerende ansat som almindelig lærer på de samme
løn- og arbejdsvilkår som andre lærere på praktikskolen.
Afgangsbevis
Den studerendes udbytte af alle fire uddannelsesdele vurderes og
kommunikeres løbende og indgår tillige i den endelige,
generelle udtalelse i det afsluttende afgangsbevis.
Derudover indeholder afgangsbeviset faglærerudtalelser i
alle fag og en udtalelse fra praktikskolen.