Fagets timetal er: 320
"Wer fremde Sprachen nicht kennt,
weiss nichts von seiner eigenen."
Johann Wolfgang von Goethe
Den gode tysklærer
Det levende fag tysk giver dig som studerende mulighed for at
bevæge dig gennem et felt af mangesidet karakter. Du bliver ikke
blot en sikker formidler af det karakteristiske tyske, men du vil i
lige så høj grad blive inspireret til at dyrke de interkulturelle
kompetencer og kommunikativt være klar til at indgå blandt
verdensborgere.
På linjefaget tysk arbejder du med international bevidsthed. Du
vil arbejde i et læringsfelt, hvor den spændende og vedkommende
fortælling om vores nabofolk i syd sættes i historisk-poetisk
perspektiv.
Tysk i den frie skoleverden betyder også en bevidsthed om
Grundtvig og Kolds skolesyn, naturligvis relateret til vor tid. Det
koldske som den levende og fortællende undervisning og det
grundtvigske som det folkelige; bevidstheden om modersmålets
betydning for et folk samt åbenheden over for fremmede kulturer og
sprog.
Med et udgangspunkt i nutiden bliver tysk sprog og kultur sat i
perspektiv, frem såvel som tilbage i tiden, hvilket også giver dig
sikkerhed og bevidsthed om det danske. I dette spil mellem to sprog
og kulturer fremmes din færdighed i at analysere og beskrive
sproget og relatere til samfundet.
Du vil som studerende i tyskfaget lære at formidle et nuanceret
tysklandsbillede i en interkulturel kontekst. Du vil lære at virke
internationalt inspirerende på din skole, idet du aktivt kan indgå
i mellemfolkeligt arbejde, både i undervisningssammenhæng og som en
international medarbejder i skolen.
Under uddannelsen tilegner du dig en bred vifte af sprogdidaktiske
færdigheder, således at du kan være en motiverende underviser, som
tilrettelægger sprogundervisning efter elevernes behov.
Gennem en eksemplarisk læring, hvor du som studerende vil møde
dine egne og andres refleksioner og evaluering, fremmes den levende
vekselvirkning mellem elev, lærer og stof, givende dig de bedste
forudsætninger i et indlæringsfællesskab for en positiv og
tværfaglig tilgang til undervisning.
Du arbejder som studerende med pædagogiske redskaber til at vække
dine fremtidige elevers lyst til læring og give dem mod på og
interesse for det tyske sprog. Du udvikler dig som en kreativ og
engageret lærer, der ikke er bange for at tage nye metoder i brug
for at udvikle elevernes interkulturelle kompetencer og sproglige
forståelse.
På denne måde får du med linjefaget tysk på DFL et fag med
udviklingsmuligheder på både dannelsesplan og faglig plan.
Det ovenstående formål danner grundlaget for, at du vil være i
stand til at undervise i tysk på en inspirerende måde og til at
varetage tysklærerens opgaver i de frie skoler.
Indhold:
Kommunikative færdigheder og sprogbrug:
Mundtlig og skriftlig sprogfærdighed - at lytte, (ud)tale, læse og
skrive, herunder kommunikationsstrategier.
Analyse og vurdering af tekster og andre udtryksformer, herunder
billeder og lyd.
Refleksioner over egen sprogtilegnelse med henblik på lærerens
rolle som sproglig vejleder.
Brug af hjælpemidler i form af elektroniske medier, informations-
og kommunikationsteknologi, ord- og håndbøger.
Kendskab til tysk samt sprogets
opbygning/grammatik:
Indsigt i sprogbrugsregler og udvikling af forståelse for sprogets
struktur og anvendelse.
Kriterier for udvælgelse af grammatisk stof og sammenligning af
forskellige grammatiske fremstillinger.
Beskrivelse, analyse og vurdering af elevsprog.
Kulturforståelse:
Kendskab til og indsigt i væsentlige sider af litteratur,
historie, kultur og samfundsforhold i de tysktalende lande.
Udvikling af mellemfolkelig kompetence og interkulturel
sensibilitet.
Kontakt med mennesker fra tysktalende lande, dels gennem besøg
udefra, dels gennem studierejser til de respektive lande.
Uddannelsen omfatter et studieophold i et tysksproget land. Dette
sker ved deltagelse for eksempel i en faguge eller i et
praktikforløb. Det kan også omfatte et sprogkursus i Tyskland
f.eks. afholdt af Goethe-Instituttet.
Fagdidaktik:
Skolefagets begrundelse, indhold og historiske udvikling.
Fagdidaktik med henblik på at planlægge og gennemføre
undervisning, der relateres til den givne skoleforms idébaggrund og
pædagogik samt givne elevgruppes alder og sammensætning.
Indlærings- og undervisningsmetoder og andre pædagogiske
udfordringer, f.eks. tværfaglige forløb og projektarbejde.
Teorier om børn og unges fremmedsproglige udvikling.
Fremmedsprogspædagogiske strømninger i fagets historie og i den
aktuelle pædagogiske didaktiske praksis, forskning og debat.