Billedkunst
Fagets timetal er: 320
Formål:
Formålet med formning-billedkunst i læreruddannelsen
på Den frie Lærerskole er:
-
at faget sammen med de øvrige fag udgør et samlet
uddannelsestilbud, der tilgodeser det grundtvig-koldske menneske-,
lærings- og dannelsessyn.
-
at der i faget gives de studerende mulighed for at erhverve en
fagspecifik viden, viden om æstetiske læreprocesser og deres
betydning i andre læringssammenhænge.
-
at der i undervisningen skabes grundlag for en oplevelses- og
sansebaseret erfaringsdannelse, der sammen med den fagspecifikke
viden giver de studerende redskaber til selv at tilrettelægge
undervisningsforløb inden for rammerne af specielt de frie
skoler.
-
Formålet er endvidere at tilgodese de samme hensyn inden for
fagets enkeltområder samt andre forløb, hvori faget indgår -
eksempelvis fagugerne.
DERFOR ER
FORMNING-BILLEDKUNST
- et udtryksfag, der via
forskellige indfaldsvinkler giver mulighed for at udtrykke sig om
tanker og følelser, som verbalsproget vanskeligt kan beskrive
- et sprogfag.
Billedet fortæller. Formning-billedkunst indeholder
sprogelementer, der er med til at afdække billedsprogets koder og
åbner derved for forståelsen for egen og andres situation.
- et oplevelses- og
personlighedsdannende fag.
Der arbejdes med fantasien, der arbejdes med det irrationelle, man
lærer at sanse, se, føle og tænke på en mere hel og nuanceret måde.
Det sanse- og oplevelsesbaserede i undervisningsforløbene er
vigtige elementer i læringssammenhænge
- et kulturhistorisk fag, som
hænger uløseligt sammen med kunsthistorien
- et redskabs- og
håndværksfag,
der rummer viden om og giver praktisk kendskab til forskellige
teknikker og materialer samt brug af IT. Se specifikation over
fagområderne.
- et pædagogisk orienteret
fag,
idet det i forskellige forløb rummer overvejelser omkring
pædagogiske og didaktiske forhold, fagligt som tværfagligt og
udviklingspsykologisk.
- et fag, der rummer læring i fælles,
dialogbårne forløb.
Målet er, at den studerende:
- tilegner sig en grundlæggende viden om både det kunstneriske /
kulturhistoriske udtryk aktuelt og gennem tiderne og børns kreative
udtryk på forskellige aldre og i forskellige materialer
- får kendskab til børns billedmæssige udvikling og generel
barndomspsykologi
- bliver bevidst om det udvidede billedbegreb og billedkulturen i
det offentlige rum
- tilegner sig en håndværksmæssig kunnen og teknisk viden, der
sætter ham / hende i stand til at arbejde både kunstnerisk og
tematisk inden for at bredt udsnit af mulige områder, herunder rum
og rumlighed, design, komposition og farvelære
- mestrer redskaber til præsentation og dokumentation
- bliver i stand til pædagogisk og didaktisk at planlægge og
gennemføre en undervisning, der relaterer til den givne skoleforms
idebaggrund og pædagogiske grundholdning, den givne elevgruppe,
fagsammenhænge, fagmål samt tidsmæssige og økonomiske rammer
- kan argumentere for fagets nødvendighed og værdi både som
selvstændigt fag og i sammenhæng med andre fag i skolen og for
fremtiden
- gennemgår en kreativ udvikling
- bevarer lysten til fortsat videreuddannelse, fornyet indsigt og
udvikling.