Du skal bruge flash for at se hele indholdet på denne side.
Get Adobe Flash player

Uddannelsens indhold

Da Den frie Lærerskole blev oprettet i 1949, var det på initiativ af en række folk, som kom fra de frie skoler - dvs. efterskoler, friskoler og højskoler. Tanken var at opbygge en læreruddannelse, som specielt sigtede på lærerarbejdet inden for disse skoleformer.

Det at være lærer på en efterskole eller en friskole eller en højskole kræver nemlig meget andet end blot at kunne undervise. De frie skoler opfatter deres skolevirksomhed meget bredt. Samarbejdet og samværet med eleverne (og forældrene, hvis det er i børneskolen) omfatter meget andet end det, der knytter sig til undervisningen, og læreren forventes at være uddannet til at kunne omfatte det hele. Man kunne sige, at lærerarbejdet på en frie skole i højere grad er en livsform end et arbejde. Denne opfattelse af skolens rolle over for eleverne afspejler sig naturligvis i indholdet af uddannelsen på Den frie Lærerskole, og vi ser derfor vores uddannelse som opbygget af fire uddannelsesområder, som vi kalder

  • Faglighed og undervisningskompetence
  • Folkestyre
  • Fællesskabsaktiviteter
  • Praktik


En lærer, der er uddannet fra Den frie Lærerskole, skal altså være god til både at undervise, til at deltage i beslutningsprocesserne på sin kommende skole og til at indgå i det liv, der er på skolen uden for undervisningen. Alt sammen hører med til uddannelsen på Den frie Lærerskole og de studerendes kvalifikationer inden for alle fire uddannelsesområder bliver beskrevet og vurderet i det endelige afgangsbevis. Det nærmere indhold inden for de fire uddannelsesområder er beskrevet på de følgende sider.

Læs mere om:

Undervisningen, fællesskabsaktiviteter, folkestyret, uddannelsens længde og praktikken

Den frie Lærerskole | Svendborgvej 15, Ollerup | 5762 Vester Skerninge | Telefon 62 24 10 66 | dfl@dfl-ollerup.dk